HVAD ER HESTEADFÆRD? 1

 

Mange mennesker har denne medfødte videreudviklende sans for, at dyr ikke må lide overlast.

I 1822 i England fik Richard Martin vedtaget dyreværnsloven og kort tid efter blev verdens første dyreværnsorganisation ”The Royal Society for the Prevention of Cruel to Animals”, med Wiliam Wilberforce, som var foregangsmand i kampagnen imod slavehandel.

 

Adfærd og sundhed er grundlaget for hestens velfærd.

Velfærd – består af hestens positive og negative oplevelser.

Positive:       Glæde, leg og tilfredsstillet.

Negativ:       Smerte, frygt og frustration.

 

Hestens adfærd kan vises på forskellige måder, eks. Hesten som har overanstrengt en sene i forbenet, halter på en bestemt måde osv.

 

Sundhed – positiv livskvalitet, klinisk sundhed. Sundhedsprogrammer giver os information om hestens sundhedstilstand. Når vi skal vurdere basis på viden ang. Adfærd og sundhed, benytter vi os af sammenligninger med os selv.

Eks: Hesten reagerer panikagtig af frygt på en hvid sten på vejen. De to situationer opleves ubehageligt både for hesten og mennesket. Men årsagen til angsten er vidt forskelligt.

 

HVAD ER ADFÆRD?

 

Adfærd – Sprog, vaner og levevis.

 

I 1850´erne begyndte Charles Darwin et videnskabeligt studium af dyrs adfærd.

 

Adfærd – Ydre: livsytringer i form af bevægelser, kropsholdninger og lydytringer. Hestens adfærd kommer til udtryk med deres øreslag, haleføring af en række forskellige lyde, som vrinsken, hvinen og prusten. Et sammenspil mellem hest og miljø står tæt, det bygger dels på hestens veludviklede sanser, nemlig syn, hørelse, lugt og følesans, dels på funktionen af dens centralnervesystem og hormonproducerende kirtler.

Adfærd – Indre: Består af sult, tørst og parringslyst.

ADFÆRD HOS HESTENS FORFÆDRE OG SLÆGTNINGE.

 

Hestens udvikling: Eohippus også kaldet Hyracotherium, som levede for 50 – 60 mil. År siden. Fra at være et lille flertået skovdyr har arvemæssige tilpasninger ændret sig gradvis gennem mil. af år til i dag at være et stort éntået steppedyr. Eohippus skulderhøjde var ca. 25 cm med et tilspidset hoved, en kort hals, kort krop med opadkrummet lænd, korte lemmer med 4 tæer på forfødderne og tre på bagfødderne. På tæerne var der kløer og kloen på den 3. tå var den længste. Tænderne viste at den var alt ædende, men hovedvægten på planteføde.

De 6 nulevende vildhestearter, der kaldes equider, trods deres ens udseende på visse punkter, men har vidt forskellige adfærd. Heste der har været indfanget, lige som mustangerne, og er sat ud igen, kaldes for feraleheste.

Przewalskihesten (Equus asinus), der regnes for at være tamhestens stamfader. Kan kun ses i naturparker og zoologiske haver. Den levede uforstyrret i bla. Gobi-ørkenen i Mongoliet. Hesten blev fundet af Oberst N.M. Przewalsky. Den er en lille hest med et stort groft hoved, kort tyk hals og fine lemmer. Farven er gulbrun m. mørk man, rygstribe og hale. På forpiber og underarm har den zebra tegninger.

(Det afrikanske vildæsel (Equus asinus), har 2 udbredelses områder Nubien og Somalia, man regner med at den Nubiske æsel er stamfaderen til vores nu dags tamæsler).

 

Przewalskihesten har et socialt organisation, der bygger på familiegrupper, bestående af en hingst og nogle få hopper med afkom. Grupperne har ikke territorium (Non-territorium). De lever i hjemstedsområde og kan godt dele med andre små grupper. Overskudshingste, unge og gamle lever i hingstegrupper eller ungkalegrupper. Hingstene forlader familiegruppen v. 2-3 års alderen eller bliver jaget bort af moderen, for at indgå i andre haremsgrupper, det sikre også for indavl.

 

HVORDAN FOR VI KENDSKAB TIL HESTENS ADFÆRD?

 

Ved at iagttage hestens adfærd og lave nogle kort, hvor man inddeler områder, grupper, aktivering osv.

 

HESTENS SANSER.

 

Påvirkninger af miljøet såsom, jord, græs, vand, bygninger og dels det sociale miljø, alle disse ting modtager hesten gennem sine sanser. Når hesten påvirkes sendes der signaler til hjernen via et nervesystem, som så går ud til musklerne, disse signaler sendes i elektriske impulser.

Synet: Er det man ved mest om, hestens øjne kan se nære og fjerne ting på samme tid. Hestens øje er sammentrykt, fra for til bag og lidt skævt. Det bevirker at afstanden fra øjets lysbrydende hornhinde og linse til den lysfølsomme nethinde er ca. 40 mm nederst i øjet (Ses fjerne ting), midt i 43 mm og ca. 45 mm øverst (Ses nære ting). Øjeæblet er det sted hvor hesten kan se skarpt både nær og fjernt. Forsøg har vist at hesten bedst kan kende ting der er gul: 1. Gul, 2. Grøn, 3. Blå og 4. Rød. Der hvor hestens synsvinkel er blind, kaldes for binokulært synsvinkel.

Hørelsen: Ørerne er tragtformet og kan bevæges i alle retninger uafhængig af hinanden. Hesten hører samme frekvens som os, 30 Hertz til ca. 20.000 Hertz. Størrelsen på ørerne har muligvis betydning for ikke at få et for stort energitab af temperaturen, flere dyrearter har store ører i varmt klima og små ører i koldt klima.

Lugtesans: Hestens indre næse har et stort areal med lugteceller og i næsehulens bund er der et specielt lugtorgan der hedder Jacobsons organ, der er forbundet med mundhulen ved en kanal.

Smagssansen: Smagssans er tungens smagsløg, der findes på tungerodens sider. (Sur, sød og bitter).

Følesansen: Hele hestens hudsystem kan betragtes som et stort føleorgan, der opfatter alle påvirkninger i form af berøringer, kaldet også for taktile stimuli. Disse stimuli kan komme fra genstande, andre dyr og mennesker. Der findes forskellige følenerver tæt afhængig af kropsdelen, som kan være frie nerveender eller specielt indkapslet. Disse nerver opfatter tryk og varme, der hvor de er rigt, i overlæben.

Smerte opfattelse: Der er ikke tale om en sans her, men en reaktion fra en påvirkning af nogle specielle udformede følenerve, som findes i hud, muskler, knogler og indre organer, kaldes for nociceptorer. (Frie nerver). Smerte munder altid ud i kropssprog, dvs. ændret adfærd.

Stedsans: Her er der ikke tale om sanser, men dens udprægede indlæringsevne og hukommelse kan finde vej, ved hjælp af syns – og lugtenerver.

Tidssansen: Den har en indre rytme, den har et indre ur, som man siger i hjernen og bevirker adfærd og stofskifte der styres af døgnets lys og mørke. Temperatur og tidspunkter for foderdeling.

 

HESTE SPROG.

 

Består af signaler, mange signaler er medfødt og nogle er indlært. Eks: Et føl med oprejst hale, fortæller flokken pga. angst er ved at flygte. Hoppen der er i brunst har en let krummet ryg, let løftet hale og skrævende bagben. En hest med blottede tænder og ørerne helt tilbage er en trussel og er aggressiv, her er der en speciel balance i hormonerne, som hingsten vil modtage signalerne og reagerer, hvorimod en vallak og et føl ikke vil reagerer. Hos hesten betyder syns – berøring og duftsignaler det største i sproget.

Synssignaler: Tilhører kropsholdninger, bevægelser og mimik.

Berøringssignaler: Består af gnupning af hinanden, når de udfør socialt hudpleje.

Duftsignaler: Er kemiske budbringere, så via duftsignaler kan de meddele hestens rangorden, deres køn og hoppens brunstforhold. Ved afføring kan de dufte hvornår den er blevet lagt. (Dato).

Lydsignaler: Heste har 6 lyde:

 

1. Gnægge: Er hyppigt anvendt til føl, hingst og hopper. Hoppen der lige har folet, vil bruge gnæggen, hvis føllet er på     vej væk. Kan også bruges som alarmsignal.

2. Vrinsken: Hvis føllet ikke gnægger tilbage, vil hoppen gå over i højere lyde, såsom vrinsken.

3. Brølen: Er sjældent, det er som regel hos hingste der afvises   af ikke brunstige hopper.

4. Prusten: Opstår når luft stødes ud af næseborene, som er et   faresignal, som regel afgives af hingsten.

5. Hvinen: Er meget højtone som varer fra 1,5 – 1 sek. Det        bruges når hingsten snuser til hopperne med og uden brunst. Bruges også tit som aggression.

6. Trompet: Vil jeg sige er det samme som 4. Prusten.

   

HESTEFLOKKEN.

 

Fordele ved at være i flok er sikker formering, bedre og hurtigere egnet til at overleve.

 

Flokstruktur: En flok er fra 2 til ca. 20 dyr. Ungkarlegrupper består af unge hopper og hingsteplage, hvor de har forladt familiegruppen.

Rangorden: Etableres ved trusler og kampe og undvigeadfærd. Kønnet er afgørende for rangorden:  
                   

1.       Hingsten.

2.       Voksne hopper.

3.       Dernæst unghingste.

4.       Unghopper.

5.       Føllene.

 

Lederskab: Ses i 3 forskellige situationer, som har fælles udbytte, at bevæge flokken fra A til B.

1.       Hingsten aktive samling,føres til et andet sted, da en anden gruppe er for nær.

2.       Gruppens daglige bevægelser under græsning, sovepladser og til vandingssteder.

3.       Flugtsituationer v. angreb af rovdyr eller fremmede mennesker kommer nær.

 

 

Hjemmestedsområder: Varierer i str. Fra en årstid, da det er fødemængden der bestemmer. Heste er ikke territoriale overfor områder, men for andre artsfællers indtrængen.

KROPSPLEJE.

 

Heste bruger sjældent slikning på kroppen, kun omkring mulen. Nippen med fortænderne er en form for hudpleje, kløen med bagben ses tit hos føl og plage, sjældent hos voksne heste. Den sociale kropspleje har en konfliktdæmpende effekt.

 

HVILE OG SØVN.

 

Hestens typiske hvileperioder:

1.       Tidlig morgen.

2.       Først på formiddagen

3.       Ved middagstid.

4.       Midt på eftermiddagen.

 

Ved varmt vejr forlænger hesten sine hvilepauser, i koldt og fugtigt vejr er de kortere. Føllet hviler 80 % af døgnet i alderen 0-12 uger. En hest der ligger ned, bruger meget energi pga. dens vægt der presser på vejrtrækningen og hjerteaktionen. Ved opstaldet heste har det vist sig at kun 8 % ligger ned og sover en gang i døgnet. Ved undersøgelser har man konstateret at hesten har 4 mønstre der betegnes som:

 

1. Vågen.                   80 %
2. Døsig.                      8 %
3. Let søvn.                  9 %
4. Dyb søvn.                3 %

 

Sker der miljøforandringer mindskes den dybe søvn eller falder helt fra, men vender tilbage når der tryghed igen.

 

SEKSUALADFÆRD.

 

Unghoppens første brunst indtræder i 8-24 mdr. alderen. Frit levende heste indtræder i deres 3. sommer, der fodermængden ikke er tilstrækkeligt. En opgørelse fra USA viser at 1 % à foldede i 2 års alderen, 14 % i 3 års alderen & hovedparten foldede i 4 års alderen. (Vilde heste). 

Når hoppen er kønsmoden, vil den regelmæssigt blive brunstig i løbet af foråret og sommeren – ca. hver 3. uge (marts - august), vinteren (Nov. – marts) er der ikke regelmæssigt brunst og kan ophøre helt. Hver 3. uge kan deles op i 1. mellem brunst (14dg.), 2. forbrunst (2dg) og 3. brunst (5dg). Længden af hoppens brunstperioder er tidligt forår langvarigt, mens sommeren juni – juli kun varer 5-8 dg.
Hestens cyklus afhænger af æggestokkenes tilstand, (i form af hormonudskillelse) for mellembrunsten indeholder et gult legeme, mens forbrunsten og brunsten dannes ægblærer i ægstokken, hvor den største del, er den sidste del af brunsten, brister og udskiller det modne æg. Kommer hesten i fol, vil brunsten ophøre indtil den har folet. Hesten er drægtig i 11 mdr.. Den såkaldte folebrunst indtræder ca. 9 dg efter foling, hvorefter den 3. ugers cyklus begynder igen. Ved mellembrunsten vil hoppen afvise hingsten, men når brunsten indtræder afviser hoppen ikke hingsten.

Kurtisering: Under forbrunst og brunst urineres der hyppigt, der afsættes små mængder urin og brunstslim, hvorefter den ”blinker” med kønslæberne, det er her den sidste del af brunsten foregår ca. 5 dg lange brunst. Hingsten kan godt bedække i 1. års alderen, da aktive sædceller kan forfindes, men typisk når den er 2-3 år gammel. 
 

HOPPE OG FØL.

 

En hoppe går drægtig i ca. 11 mdr., men forskellige drægtighedslængde fra år til år. Velfoderede hopper foler ofte før end hopper med sparsomt foder. Hopper der er blevet bedækket sent på foråret er med til, at det ufødte føls køn påvirker; hingsteføl ligger typisk et par dg mere end hoppeføl. Hos fuldblods heste regnes alles aldre fra d. 1. januar, derfor kan en 2 årige, som er født i februar, være mere udviklet end en 2 årige, som er født i juli. Lige op til folingen vil hoppen ændre adfærd, som uro og opsøge et sted, hvor det kan foregå i en uforstyrret tilstand. De fleste folinger forgår i de tidlige morgentimer eller om natten. De tydelige tegn på lige før folingen er et øget bugomfang eller hævelse af yveret. (Indtørret mælk på patterne). Krydsmuskelaturen på begge sider af korsbenet kan falde lidt ind. De ydre kønsorganer kan hæve en smule.

Foling: Når uddrivningsveerne begynder lægger hoppen sig udstrakt på siden, efter 50-100 veer vil føllets forpart og hofteparti være født. Straks vil hoppen slikke føllet, der har til formål at tørre, få gang i blodomløbet og lave en tilknytning. (Dufte, udseende og lyde at kende). I løbet af en times tid, vil føllet være på benene og søge pat. Efter den første indtagelse af mælk, vil føllet gøde dette er ”tarmbegen” der skal ud, det er tarmindhold der består af væske og celler fra indtagning fra fosterhinden. Denne gødning er tit hård og sej, det kan være svært at komme af med det og kan få kolik. Urinens første afsætning finder sted mellem 6-11 time, og dens første levedag vil den begynde at sutte og nippe til græs og strå. Ganske få timer efter kan man se adfærds mønstre der er komplet udviklet, såsom gnupning, kløning, rulning, spark, trav, galop, samt hoved – og kropryst.
(I føllets 10. uge af laktationen, hvor mælkeydelsen er højst, der bliver produceret ca. 18 kg mælk i døgnet. Dette indeholder ca. 11 % tørstof fordelt på ca. 2 % fedt, 2 % protein og ca. 7 % kvælstof, herunder sukker. Askeindhold er ca. 0,4 %, ca. 0,1 % af calcium og fosfor. Når føllet er i 12. uge aftager patningen, det er 1 patning 1 gang i timen, den patter længe efter den er 1 år).

 

LEG.

 

Denne adfærd indeholder nogle adfærds former eks.: Kamp, flugt og parring. Når de leger for de udviklet muskler og nerver i en lang række bevægelser, såsom hurtig løb, stejlen, bukkespring, piruetter og spark med for- bagben. Leg kan opdeles i 2 grupper selvstændig leg og leg m. flokfæller.

Selvstændig leg: Består af føllet løber rundt om hoppen, sparker, ryster m. hovedet, grene, græstotter og kroppen. I de første par dg er det på tæt hold af hoppen, efterhånden bliver løbeturene længere væk og giver sig til at undersøge sine omgivelser. Den selvstændige leg udvikler sig til en social leg, hvis der er jævnalderen i flokken. 

 

HESTENS GANGARTER. 

 

Skridt/Tølt/Galop:  Er 4 takts bevægelse. Hovene sættes i jorden på forskellige tidspunkter.  Normal galop 30-35 km i timen, galop heste (Oplært) topfart à 1 km, ca. 60 km i timen.

Dressurgalop: 3 takts bevægelse. Også kaldet ”canter”.

Trav/Pas: Er 2 takts bevægelse. (Kamel, svævefase). De diagonale benpar skiftevis støtter hesten.

Normal trav 10-14 km i timen, travheste (Oplært) ca. 50 km i      timen.

 

KONFLIKTADFÆRD OG FRUSTRATION. 
 

Frustration: Opstår når hesten hindres, af det ydre, til at udføre adfærd, som den har stor trang til. Det munder ud i konfliktadfærd, såsom skraber m. forben, gaber, ryster m. hovedet eller gnubber hovedet imod forknæet.

 

UNORMAL ADFÆRD. 

 

Det er en adfærd man ikke kan finde hos fritlevende heste, det findes hos heste som er i menneskers varetægt. Det skyldes miljøet, hvordan vi behandler dem. Det kan også bestå i temperament, dette gælder for alle individer. En stor del af de udtryk kommer i form af stereotypier, som er tillært adfærd, med uden funktion og udføres ens. Det benævnes ofte som unoder, det alm.
Er krybebidning, vindslugning, læbeklappen, væven, kaldet bjørnerokken, samt vandring i boksen. Det er påvist, at der er en sammenhæng mellem stereotypier og nogle opiumslignende stoffer, der findes i blodet, de kaldes opioder, hvori blandt endorphiner der kan have betydning af stereotypier. Mht. krybebidning er det påvist at kernefoder øger denne adfærd, da kernefoderet bevirker en øget udskillelse af opioder. Man mener dette er arveligt.

Læbeklappen: Det betegnes at hesten ikke er i harmoni med miljøet.
Væven/Bjørnerokken: Består i at hesten står og vugger eller svingende bevægelser m. forparten, fra side til side.

Vandren eller pacen: Består i at hesten vandrer rundt i boksen frem og tilbage langs den ene side.

Biden i træværk: Er særdeles udbredt. Man mener at hesten mangler fibre i fodringen. Det er velkendt at heste der får meget hø ikke bider i træværk.

Unormal aggression: Kan skyldes manglende kontakt m. artsfæller, mangel på motion samtidig med en stærk fodring.

 

INDLÆRING. 

 

Generelt ved indlæring forståes v. kominikation mellem hest og rytter. Ros hesten når den gør noget godt, straf fører til usikkerhed og måske også angst.